Vi har fået
udleveret følgende problemstilling fra klinisk praksis:
Kvindelig borger fra 1939 falder om
i eget hjem med AMI og bliver efterfølgende PCI opereret. Borgeren bor i et
et-plans hus med ægtefælle. I tiden efter indlæggelsen er hun meget bekymret og
spekulere meget på: ''hvad nu hvis, det var sket imens jeg var alene hjemme,
kørte bil, eller andre var kommet til skade ''. Borgeren kommer hver 14.
dag til medicindosering ved sygeplejersken i lokal området, hvor der er sat 20
minutter af hertil. Borgeren virker ikke afklaret og har ofte brug for længere
samtale.
Vi har valgt at fokusere på
denne problemformulering:
Hvordan
kan man sikre at patienten modtager den bedst mulige rehabiliterende sygepleje
i forhold til at bearbejde angsten?
