Ud fra vores problemstilling (se problemstilling), har vi været ude at interviewe en kvindelig borger på 75 år. Hun fik en blodprop i hjertet i maj 2014, så vores interview er et lille år efter hendes blodprop.
Kvinden har det godt i dag, men er dog stadig rystet og berørt af hele situationen, når hun fortæller os om hendes oplevelse efter AMI.
Det er meget individuelt hvordan hver borger oplever AMI. Det kommer meget an på den situation man har stået i inden AMI og hvilke personer man har haft omkring sig, da det hele skete. Den interviewede borger havde været ude at kører med sine veninder, da hun mærkede de første symptomer på en AMI (se symptomer).
Da borgeren var kommet hjem, fik hun det pludselig dårligere og råbte efter sin mand og nabokonen. Borgeren fik hjertestop og i dette tilfælde kunne de omkringværende personer ikke udøve førstehjælp. De ringede til alarmcentralen og blev guidet til korrekt førstehjælp. Ambulancen kører borgeren til Aalborg sygehus og hun får foretaget en PCI (se video og PCI). Borgeren kommer på intensiv afdeling, hvor hele hendes familie står og venter. Oplevelsen af, at have sit sociale netværk omkring sig, har haft stor betydning for hende og berører hende stadig den dag i dag. Hun var indlagt i 14 dage, hvorefter hun kom hjem til eget hjem.
Borgeren oplevede kun angst, da hun lige var kommet hjem fra sygehuset. Hun gik med mange tanker og bekymringer, som hun ikke kunne få svar på derhjemme. Hun tænkte meget på: "hvad nu hvis jeg blev dårlig mens jeg kørte med mine veninder, hvad nu hvis jeg var alene og ingen viste hvor jeg lå'?" Bogeren mener dog ikke i hendes tilfælde, at en kalde alarm vil være nødvendig, da hun har sin mand. Hun mener til gengæld, at borgere som bor alene, vil have mere gavn af en kalde alarm. Hun mener, at de enlige personer, vil føle en tryghed i form af en kalde alarm.
Borgeren synes, at akuthjælpere i lokalsamfundet, er en god ide, da dette skaber tryghed for borgerne og hjælpen hurtigere vil nå frem.
Borgeren benyttede sig af tilbuddet om rehabiliteringen efter AMI og syntes at: ''sygehuset skubber godt på til, at vi skal tage afsted til det gymnastik''. Rehabiliteringen startede ca. en uge efter hendes hjemkomst fra sygehuset.
Teoretikeren Aaron Antonovskys anvender ordet, sundhedstænkning (salutogenese). En salutogenetisk tilgang til menneskets sundhed, kan lede til en dybere forståelse og viden omkring, hvilke faktorer, der bidrager til mestring af sundhedsproblemer [1, p. 152].
Det er forskelligt og meget individuelt, hvordan man håndterer angst, når det kommer til mestring af sundheden [2, p. 151]. I tiden efter indlæggelsen, har borgeren angst for at være alene og angsten har derfor styret hendes hverdag.
Aaron Antonovsky mener, at en vigtigt bestanddel i det at holde sig sund og velbefindende psykisk er, at man har en oplevelse af sammenhæng (OAS) [2, p. 151].
OAS består af tre komponenter [2, p. 151]:
Begribelighed handler om, at den pågældende person må kunne opfatte det der sker, som forståeligt og forklarligt [2, p. 151].
Borgeren mener, at sygehusvæsenet skal være påpasselig med, ikke at udskrive patienterne for hurtigt efter AMI. Hun er overbevist om, at angsten vil blive yderligere forværret ved, at patienten udskrives for hurtigt. Spørgsmålene er endnu ikke blevet forståelige og forklaret, derfor opnås der ikke begribelighed.
I borgerens tilfælde, har hun en høj begribelighed, da hun føler sig godt vejledt fra både sygehus og genoptræningscenteret. Fra sygehusets- og rehabiliteringens side, fik hun en forståelse omkring hele hendes situation og alvoren ved sygdommen.
Håndterbarhed handler om en følelse af, hvordan de udfordringer man må støde på, kan håndteres med de ressourcer man har [2, p. 151].
Borgeren har en høj håndterbarhed, da hun takkede ja til tilbuddet om rehabiliteringen fra sygehuset. Her fandt hun ud af, at hun ikke var den eneste, der har oplevet hjerteproblemer. Dét at høre om andres oplevelse og tanker, hjalp hende godt igennem hendes eget forløb.
Rehabiliteringen fik borgeren til at tænke: "Der er nogen, der har det noget kun værre, end jeg har" og angsten blev desuden reduceret væsentligt.
Samtidig beroligede lægen hende ved at sige: "at hun har ligeså stor risiko for at få en blodprop, som alle andre mennesker har". Borgeren mener derfor, at rehabiliteringen vil hjælpe andre hjertepatienter med at håndtere deres angst.
Hun mener, at man kan lærer af hinanden og hvordan forskellige hverdagssituationer kan håndteres.
Derudover har hun sin mand, og de hjælper hinanden. Han gør hende mere tryg i hverdagen, da hun ikke så tit skal være alene.
Oplever man derimod en svag grad af håndterbarhed, kan det føles uoverskueligt at forsøge at mestre den pågældende situation [2, p. 151].
Meningsfuldhed skaber lyst til at finde en dybere forståelse af verden og de ressourcer, man har til rådighed. Man er deltagende og engageret i eget liv og søger mening med lidelse. Dét at noget giver mening for en, er det vigtigste for en oplevelse af sammenhæng [2, p. 151].
Borgeren har en høj meningsfuldhed, da hun benytter sin mobiltelefon som ressource, til at skabe tryghed i hverdagen. Borgeren benytter sig af sit sociale netværk, ved at fortælle dem, når hun bevæger sig udenfor hjemmet.
Borgeren har fundet/genfundet ressourcer, efter hun er startet i hjerterehabilitering, hvor hun desuden har fundet nye venskaber. Venskaberne betyder, at hun kan dele sine tanker og følelser med nogen, der kender til samme livssituation og har gennemlevet samme sygdomsforløb. De tre komponenter; Begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed er tæt forbundet og påvirker hinanden [2, p. 151].
Borgeren har en høj begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed, hvilket betyder at hun har en høj grad af OAS.
___________________________________________________________________________________________________________
[1] Renolen Å. Psykologi - for sundhedsprofessionelle.
Kbh.: Gads forlag; 2011, p.152
[2] Renolen Å- Psykologi - for sundhedsprofessionelle.
Kbh.: Gads forlag; 2011 p. 151
